Så skulle vi af sted
for 10 år i træk. Kalenderen viste september, men vejret svarede til
juli måned. Vi havde snakket lidt om Saltstraumen eller Røst i
anledning af vores 10 års jubilæum. Men mageligheden trak af med
sejren og turen gik i stedet for til en lille ø ved navn Tjeldstø, ca.
5 km. sydligere end der hvor vi var sidste år.
Vi boede på
havfiskecenteret Nautnes fiskevær, et sted som vi var inde og kigge på
sidste år, hvor vi fik en snak og et godt tilbud på en stor 9
personers hytte. Hytten ejes af havfiskecenteret og ligger lige ved
siden af centeret med alle centerets faciliteter til rådighed.
Vi sejlede til Bergen lige som sidste år, og kørte ca. 1 1/2
times kørsel til havfiskecenteret- en smal sag, når man oven i købet
er frisk og veludhvilet efter en god nats søvn på færgen.
Vi var 9 mand af sted i 2 biler, 1 båd og 1 trailer. Turen fra
Hanstholm til Bergen varede 18 timer, en ret lang sejltur, men 10
gange så behageligere end at sidde i en bil. Turen forløb uden
problemer , og da vi nåede frem til havfiskecenteret, blev vi modtaget
af ejeren Otto. Otto havde meget travlt, da der ankom ca. 45 tyskere
samtidig med os. Vi fik fremvist hytten vi skulle bo i, som lå ca. 5
minutters gang fra selve havfiskecenteret. Vi var alle enige om at det
var en fin hytte med god plads til 9 personer. Desuden fik vi tildelt
et rum nede på selve centeret med en stor fryser, samt
opbevaringsplads til fiskegrej og stænger, så vi ikke skulle slæbe
grejet frem og tilbage til hytten hver gang. Inkluderet i hyttelejen
var der 2 stk. 18 fods joller med tilhørende 15 hk. motorer.
Alt fiskeriet foregik mellem ca. 10 og 30 minutters sejlads fra
havfiskecenteret. De første par dage fiskede vi mest på grundene der
lå tættest på, men vi kunne godt se, at når tyskerne som fiskede på
grundene der lå lidt længere nord på havde lidt flere fisk i kasserne
når de kom ind. Tyskerne kendte pladserne, da de havde været der mange
gange før. Vi besluttede derfor, at sejle nord på de efterfølgende
dage, og så skal jeg love for at der kom fisk i kasserne.
De første par dage fiskede vi mest med pirk, men derefter gik vi
over til at fiske mere med agn. Agnen fangede vi selv, da der var i
tusindvis af makreller, og vi kunne fange alle dem vi ønskede, ja der
var så mange, at vi blev træt af at fiske efter dem. Til sidst var det
kun når vi manglede agn, at vi satte makrel forfangene på, da vi jo
også gerne skulle fange nogle andre arter. Men det var nu heller ikke
noget problem, vi nåede op på 13 forskellige arter, især brosmer
fangede vi mange af, en del var mellem 3 og 5 kg. Kuller var der også
rigtig mange af og de var store, de største var over 3 kg. Vi fik
langer op til 5 kg. Tyskerne fangede 2 langer på henholdsvis 10,5 kg.
og 15 kg. En af dagene fangede de også en helleflynder på 4,5 kg. Vi
fik også 2 havtasker, hvor den største var på 3,1 kg. torsk var der
ikke så forfærdelige mange af, men det blev da til nogle stykker med
den største på 7,4 kg.
Vi havde en fantastisk god uge med rigtig mange fisk, og for en
gang sin skyld var der heller ikke nogle dage, hvor vi ikke kunne
komme ud på grund af vejret, -det skulle da lige være fordi det var
for varmt.
Fangstrapporten for turen er følgende: 34 torsk, 62 langer, 49
sej, 54 lubber, 133 kuller, 225 brosmer, 16 hvilling, 9 rødfisk, 2
knurhaner, 1055 makreller, 1 hornfisk, 1 pighaj, samt 2 havtasker.
Venlig hilsen
Bromseklubben
|